onsdag den 4. marts 2015

Kyllingefrikadeller med feta & grønt

Godmorgen derude!

I disse frikadeller har jeg udskiftet det traditionelle svine/kalvekød med kyllingkød. Frikadellerne indeholder desuden en del grøntsager. Frikadeller er et godt sted at smugle grøntsager ind i kosten, fordi de kan blendes, og derved blive camoufleret for evt. grøntsagsforskrækkede familiemedlemmer eller kærester. Desuden er hakket kyllingkød ofte på tilbud i diverse supermarkeder, hvilket også gør det billigt at lave. Vi spiser som regel kyllingefrikedeller sammen med en masse grønsager og nogle gange kartofler.

Ca. 15 store frikedeller:
400 gram hakket kyllingkød
2 forårsløg
1 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 chili
2 revet gulerødder
1 pakke hakket feta
2 æg + 2 hvider
1 dl. havregryn
2-3 spsk. boghvedemel
2 spsk. HUSK
salt og peber efter smag.

Andet:
Rapsolie
Valgfrit tilbehør til dellerne

Blend forårsløgene, skalotteløget, hvidløgene, chilien og gulerødderne  i en minihakker/stavblender. Rør dette sammen med kødet i en skål. Tilføj æggene, havregrynet, fetaen, saltet og peberet. Derefter tilsættes melet indtil konsistensen er lige akkurat ikke klistret. Til sidst tilsættes HUSK'et. Lad det stå i 5 min, og varm en pande op med rapsolie. 
Form til boller og steg ved høj varme i 1 min. per side. Skru derefter ned til middelvarme og lad dem blive gennemstegt. Server mens de er lune.

Velbekomme!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar